Hvalpsund: Nisserne på Munkhøj

Nisserne på Munkhøj.

Jeg bor på Munkhøj sammen med min familie, som tæller mine gamle forældre, nissemor og vores 17 nissebørn. Nogle af vores børn har fået nissekoner og nissemænd, som også har fået børn.

Jeg vil fortælle dig lidt om vores sted og hvordan jeg kom hertil.

Munkhøj er en høj, som sandsynligvis stammer fra bronzealderen som var mellem 1800 og 500 år før Kristus. Dengang lavede man højene, fordi man brugte dem til begravelsesplads til de døde mennesker.

Hvorfor hedder højen så Munkhøj ? Ja, man kunne forestille sig at det er fordi det er en munk der er begravet her, men jeg ved det faktisk ikke.

Da jeg kom hertil i år 1533 var det med en robåd fra Salling. Jeg kommer oprindeligt ovre fra Thy, ved Østerild Plantage, men da jeg var ung, vel omkring 300 år havde jeg en frygtelig lyst til at se andre dele af Danmark. Jeg var færdig med nisse grundskolen og mine forældre mente at jeg til trods for min unge alder, nok kunne klare mig selv og de syntes det var en god ide` at jeg rejste lidt omkring.

På min rejse, som var planlagt til at skulle bringe mig ned gennem Jylland, ned til min onkel Spink i Kolding, mødte jeg nissepigen Hilde ved robåden som skulle fragte mig over sundet ved Hvalpsund.

Hun havde lange lyse fletninger, røde kinder og den sødeste trutmund. Vi faldt i snak på robåden. Hun havde været på Salling for at besøge sine fætre og kusiner og var nu på vej hjem til Farsø, hvor hendes familie boede.

Da vi ankom til Hvalpsund var vi begge blevet sultne og besluttede at vi skulle finde et sted og spise hver vores medbragte mad. Vores blik faldt på højen ikke langt fra overfarten med robåden.

Det var en dejlig solskinsdag først i juni. Solen varmede dejligt og vand og himmel var begge blå og klare. Vi satte os på højen ved et hul, hvor vi kunne sidde og vifte med vores bare tæer og nyde den fantastiske udsigt. Snakken gik og inden vi fik set os om var det blevet aften og alt for sent til at fortsætte vores videre rejse. Vi begyndte at udforske højen. Der var eg, hyld, æbletræer, brombær, hindbær, lyng og andre græs og buske arter. Nogle steder var der små huler og dejlige læ steder.

Vi fandt et godt sted vi kunne sove. Det blev sent og mørket faldt på, og da vi lå i græsset, kunne vi se op på en stjernehimmel og en næsten fuld måne.

Det føltes rigtig dejligt at være lige der, og så sammen med nissepigen Hilde. Den nat blev jeg forelsket.

Dagen efter vågnede vi til fuglefløjt. Jeg var spændt på min videre rejse ned gennem Jylland, men var samtidig vemodig ved tanken om at skulle rejse fra Hilde. Hun havde det på samme måde som jeg. Derfor aftalte vi at jeg skulle vende tilbage når jeg havde besøgt min onkel.

Planen var egentlig at jeg skulle være hos min onkel i et år og lære et håndværk. Min onkel var en formidabel trækunstner. Han kunne lave de mest fantastiske ting ud af egetræ. Jeg var i lære hos ham, men min længsel efter nissepigen Hilde var stor, så den 3. december, rejste jeg mod nord og ankom til Farsø d. 12 december. Jeg var heldig ind imellem at kunne springe på en hestevogn uden at nogen opdagede mig.

Jeg fandt hurtig frem til bakkerne bag ved Farsø sø, som Hilde havde fortalt var hvor hendes familie boede.

Der var travlhed i familien, men jeg blev godt modtaget. Hildes forældre og søskende havde hørt om mig, og alle kunne se at Hilde var glad. Jeg blev julen over og fik derved indblik i hvordan den højtid blev fejret der.

Da foråret kom blev Hilde og jeg trolovede, og vi tog turen over sundet til min familie i Thy. De blev naturligvis glade for at se mig, og overraskede over at jeg havde den sødeste nissepige med hjem. Alle var henrykte på vores vegne.

Vi var en tid hos min familie, men oftere og oftere gik snakken om højen i Hvalpsund hvor vi havde tilbragt et halvt døgn.

Vi måtte besøge stedet igen, så da sommeren kom rejste vi endnu engang. Vel ankomne fandt vi at højen stadig var ubeboet og vi følte at dette måtte bare være stedet for os og vores fælles liv.

Årerne er gået og i dag tæt på julen 2013 er jeg nu omkring de 800 år. Vores familie bor stadig på Munkhøj og er som sagt blevet en del større. Her er god plads til alle, husk på vi er ikke mere end 20 cm høje, og det er endda med hat på.

Vi er aktive hele året og ikke som mange tror kun op til jul. Hele året arbejder vi for at samle føde og gøre klar til de kolde vintermåneder hvor det ikke er nemt at komme nogle vegne. Vintermånederne bruger vi mest på indendørs sysler og håndværk. Vi hygger os ved ildstederne og har forskellige indendørs lege. Når foråret kommer starter vi med et dejligt bad i fjorden, det er koldt, men giver en god fornemmelse for at nu er det nye år virkelig begyndt og vi skal have gang i kroppen.

Du ser os ikke, da vi er usynlige for menneskene. Der er enkelte situationer hvor du måske kan se os eller dele af os.

Det er specielt omkring fuldmåne, og så er det især hvis vi kan mærke at du trænger til at blive glad. Det kan også ske at du kan få øje på os hvis du er i specielt godt humør og tænker positivt. Altså hvis du tænker glade tanker. Glade og positive tanker om livet, andre mennesker, naturen og hvad du ellers er omgivet af, frigiver nemlig et stof i kroppen på mennesker, som kaldes nisse mitæus, som gør at man bedre kan se os nisser. Måske du er heldig en dag.

Hvis ikke du ser os på højen, så kan du i hvert fald se og opleve det syn som vi har hver dag fra højen, nemlig udsigten fra vest nordom og over til øst. Vi ser solopgangen og solnedgangen fra vores høj. Vi ser i retning af Skive mod vest, hen over Salling, færgeoverfarten Sundsøre/ Hvalpsund, Fur i det fjerne, Livø og Ertebølle bjerg. Vi ser kirken i Strandby, Risgårde, Stistrup, Hestbæk og hen over Hvalpsund by. Er der meget klart og fint vejr kan jeg næsten se hjem til den egn som jeg stammer fra, nemlig Thy.

Jeg håber du vil give dig selv den oplevelse at gå en tur op på min høj, men vær god ved den, det er mit hjem du bliver inviteret ind i.

Hvem ved måske vi ses en dag.