Hvalpsund: Ina Ravnkilde

– Se her far, jeg har fået en nissepige af moster!

Min far, som sad på sit kontor og skrev prædikener, så op over sine briller. Han havde

Altid meget travlt lige op til jul, og skulle helst ikke forstyrres, men jeg ville lige…

– Nisser, sagde min far, har ikke noget med julen at gøre. De er levn fra den tid, da

man troede, at alle ulykker skulle have en årsag, og kunne man ikke finde en årsag, så

var det nissernes skyld. Ingen har nogensinde set en nisse, det er bare noget, man

bilder sig ind. Så her i præstegården skal der kun pyntes op med engle. Stik nu af, jeg

har travlt.

Jeg tog min nisse, og gik ind på mit værelse. Nissepigen var strikket, havde fint tøj

på, som kunne tages af, og en lang rød hue med kvasti. Hun havde venlige øjne syet i

sort garn. Jeg synes ligefrem, jeg kunne se huen hænge ekstra nedad efter den svada.

Nå, min far kom sjældent på mit værelse, så nissepigen gemte jeg på hylden i reolen

bagved min store glasdukke, som hed Karen Margrete. De var næsten lige store.

Da jeg var barn, gjorde man som ens far sagde, sådan var det – punktum.

Men smide nissepigen ud, nej.

Da jeg var kommet i seng den aften, kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg havde bedt mit

Fadervor og sagt tak til Gud for en god dag og bedt om, at dem, der var syge i

familien, ville få det bedre, fuldstændig som jeg gjorde det hver aften. Så blev lyset

slukket og så lå jeg og tænkte på, hvad der nu var galt med nisser?

Andre børn havde nisser, både dem der hed kravlenisser og som kunne sættes op på

billeder på væggen, og nissedukker i alle størrelser og Julemanden var vel også en

slags nisse.

Han kom nu heller ikke i præstegården, men jeg vidste godt, at det som regel bare var

en voksen, der havde trukket i noget nissetøj og så ”legede” man at det var

julemanden.

På væggen lige over min seng hang der en engel, som blev selvlysende, når lyset blev

slukket. Den havde jeg fået i søndagsskolen. Den var så tryg at kigge på og så plejede

jeg at falde i søvn uden at lægge mærke til det.

Men hov, hvem havde set engle, og dem troede vi da på alligevel?

Jeg vidste godt, der var mange historier om engle i biblen; dem der sang for hyrderne

på marken, og den engel, der vise sig for Jomfru Marie; men det var så længe siden,

at det lige så godt kunne være løwn, som man siger.

Så den aften for snart 60 år siden, bestemte jeg mig til, at jeg alligevel ville tro på

engle og så også ganske lidt på nisser, selv om jeg aldrig havde set nogen af dem.

Nu hvor jeg er en gammel kone har jeg nisser i huset, når det bliver jul, de er så

hyggelige, men jeg har en engel i hvert rum hele året, for dem tror jeg mest på.

Ina Ravnkilde