Hvalpsund: Hvorledes man evakuerede Hvalpsund

Hvorledes man evakuerer Hvalpsund

Artikel i Aalborg Stiftstidende den 11. August 1942

Hvorledes man evakuerer en lille dansk Landsby

Paa Ekspedition med det nordjydske Politis udrykningshold

ORDREN lyder paa, at vi skal være den lokale Politimester behjælpelig med at evakuere Byen. »Evakuere« lyder saa drabeligt og skæbnesvangert, derfor spidser man Ører og beder om Tilladelse til at tage med, og snart suser vi med Udrykningsflaget ude frem ad Landevejen mod den lille Sommeridyl, over hvilken en Skygge saa pludselig er kommet til at hvile.

Nogen egentlig Fare – kan man ikke sige, der er. Der er 99½ pCt. Sandsynlighed – for, at der intet sker, men hvorfor skulde man give den halve Procent nogen Chance, og nu skal man altsaa opleve at se en hel By blive gjort mennesketom, ganske vist kun en lille By paa 600 Sjæle, men dog et samlet Bysamfund. Hvordan vil en lille dansk by tage denne Situation?

Det gule Udrykningsflag blafrer i Vinden, Folk staar undrende og gætter paa, hvad der mon kan være løs. Kun Køerne staar ganske uimponerede inde paa Marken med Rumpen mod Blæsten og Regnen og gumler paa den vaade saftiggrønne Kløver.

Til en By et eller andet Sted i Nordjylland

Ordren lyder paa en lille By et eller andet Sted i Nordjylland, og efterhaanden som vi nærmer os Stedet, møder vi “Flygtninge” og kommer til at mindes Skildringerne fra de krigshærgede Lande,hvor :Befolkningen sanseløse drager afsted med deres Ejendele ikke mod noget Maal, bare bort, bort … Men dette er ikke dystre Flygtninge paa Flugt for Krigens Rædsler. Vi mindes snarere om en dansk Landevej paa en Søndag med mange Mennesker paa Udflugt. I smaa Grupper har de lejret sig ved Grøftekanten om en Pakke Mad og en øl og omgivet af en Vognborg af Cykler.

Efterhaanden som vi kommer nærmere møder vi ogsaa Fodgængere, Kvinder og Mænd og Børn, der kommer trækkende med Barnevognen. Men man smiler og vinker til os. Saadan møder Fortroppen af en evakueret dansk By os . . .den første.

Halvdelen al Byen allerede evakueret

Snart svinger vi ind i Byen og stopper foran den hvide kgl. privilegerede Kro, hvor den lokale Politimester har opslaaet sit Hovedkvarter. Medens vi var paa Vej herud, er man efterhaanden blevet klar over, at den øjeblikkelige Fare ikke er saa stor, og Politimesteren har derfor paa eget Initiativ ladet foretage en Evakuering af visse Zoner, omfattende godt Halvdelen af Byens Indbyggere. Men da man jo ikke i saadan en lille By staar med en fiks og færdig Evakueringsplan, har man indskrænket sig til at bede Folk tage hjemme fra en Dags Tid.

Ved Middagstid begyndte Politimesteren at træffe sine Sikkerhedsforanstaltninger og lod sine C.B. Betjente gaa rundt i Husene og bede Beboerne tage bort med det samme.

Det var lige midt i Middagsmaden. Selvfølgelig var man klar over, at der noget galt paa Færde, men denne Ordre til øjeblikkelig »Flugt« virkede alligevel lidt chokerende. Mange Steder smed man Kniv og Gaffel og pakkede i Hast det mest nødvendige og drog af sted, – ef Sted i en saadan Hast, at man ganske glemte, at der i Huset opholdt sig et sygt Menneske, der blev ladt i Stikken, Men Forglemmelsen blev dog hurtigt opdaget og gjort god igen. Denne første Afdeling af Byens Evakuering kom maaske nok til at foregaa lidt tilfældigt. Hvor skulde Folk tage hen?

Nogle drog ud til en nærliggende Skole, hvor der var god Plads til mange Mennesker, andre cyklede af sted ud for at besøge Venner paa Landet, andre igen kravlede op i en af Kromandens store kølevogne, der bruges til Fiskeeksport, hvorefter de blev kørt til de to nærmeste Nabobyer, der gæstfrit aabnede sig for dem. Atter andre drog simpelthen blot »ud i det blaa« paa »Skovtur« til en eller anden vaad Landevejsgrøft.

Byen erklæret for Farezone

Saadan laa Situationen altsaa, da vi kom, og Byen var paa dette Tidspunkt paa det nærmeste uddød. Da Byen var erklæret for Farezone, kunde Toget altaa heller ikke gaa længer end til Nabostationen,ligesom ogsaa de andre Trafikaarer til Byen var stoppet.

Men som sagt nogen egentlig Fare mentes ikke at være tilstede i Øjeblikket, om ikke noget ganske uforudset skulde indtræffe.

Den totale Evakuering, som først var bestemt, var derfor atter opgivet, og Politistyrken kunde sættes ind pas andre Opgaver, Det blev at afsøge hele Omegnen for eventuel Faremomenter.

Altsaa op i »Salatfadene« igen og fem Kilometer uden for Byen! hvor der dannedes Kæde for som en Klapperkæde at kæmme Terrænet i en Halvkreds ind mod Byen.

Vi gennemsøger hele Egnen

Den lille Gruppe, jeg tilhører, tager sit Udgangspunkt ved en Slugt, der skærer sig ind i Landet ude ved en lille Vig. Vi staar ved Foden af Skrænten, hvor Vinden og Regnen pisker ind og trommer mod Staalhjælmen og vasker drivende ned ad den sorte Regnfrakke. Paa højderne til begge Sider er placeret Politifolk, der staar som sorte Silhoueter mod de drivende Skyer. Ude i Vigen ligger et Par Fiskerbaade og passer deres fredelige Dont.

Politiassistenten giver Signal med sin fløjte og saa gaar Marchen langsomt frem ad. Vi kravler op over Skrænten, der er beklædt med blomstrende Lyng, Bregner og Enebærkrat. Det driver af Væde, men Regnen er langsomt ved at stilne af, og ovre paa den anden Side skinner Solen allerede paa de hvide Kirketaarne.

Udenom Kornmarkerne

Paa den anden Side af Slugten standses vi af et bredt tvergaaende Kornbælte. I Respekt for det dyrebare Brødkorn gaar vi udenom og ind over Markerne, hvor Huse og Gaarde ligger spredt, hvor Agre veksler med Lyngbakker, Smaa plantager og dyrkede Agre. Der holdes skarpt Udkig til alle Sider, men der er intet mistænkeligt at opdage. Betjentene gaar ind i Husene for at spørge Beboerne om de har iagttaget noget usædvanligt paa deres Marker, men det er der ingen der har. Snart er vi langt borte fra hinanden, snart samles vi ved en Sti, et Agerskel eller en Markvej.

Der er intet usædvanligt at opdage, saa der bliver ogsaa Tid til at nyde det skønne danske Sommerlandskab og drøfte Vildtbestanden eller Markernes Afgrøde, og man er næsten ved at glemme det alvorlige Formaal, som denne Spadseretur over de bakkede Agre har.

Langsomt nærmer vi os Byen, der ligger skjult bag et højt Bakkedrag. Vi vandrer hen over en Eng, og pludselig griber jeg mig i at gaa og kigge efter Champignoner, og snart har jeg en Hat fyldt med de lækre Svampe

.

Kromanden Faar travlt

Inde i Byen støder vi sammen med de øvrige Patruljer, der heller intet har fundet Det er ind under Aften, og der er nu ikke andet at gøre end at afvente Sagkundskabens Ankomst. Man har nu paa det nærmeste opgivet den først planlagte Evakuering, og sultne efter den lange Spadseretur gaar vi Ind paa Kroen. En stor sort Bil svinger op. Nu skal der kigges paa Aarsagen til hele Postyret, og saa længe det staar paa, sker der I hvert Fald ikke noget.

Kromanden faar pludselig travlt. Der gaar Bud ned til Havnen efter Aal. I køkkenet bliver der Travlhed med at faa den til at blusse op under Komfuret. Den eneste Skygge, der nu hviler over vort lille Samfund, er, at Krokonen, som Morges blev evakueret sammen med en del af Kroens øvrige Personale og Naboerne, har taget Nøglen til Cigarskabet med. Men den hjælpsomme Kromand stiler til Trøst sin Tobaksdaase offentligt frem, saa alle kan gaa hen og stoppe Piben.

Evakueringsordren lyder

Vi sidder og damper paa Snadden ved de store Vinduer ud mod Haven og venter paa vore stegte Aal, der vrider sig paa Panden ude i Køkkenet, da en Politimand kommer farende ind. Der er givet Ordre til, at hele Byen skal være evakueret i Løbet af en halv Time. Nu er det med et blevet Alvor. I samme Nu er Aalene glemt. Kromanden springer ind paa sit Kontor og griber to Kasser. Den ene er »Pengekassen, den anden Kassen med Kroens Rationeringsmærker. Men efter moden Overvejelse stiller han Rationeringsmærkerne fra sig igen. Skidt med dem, bare han redder Pengene. Aal og Kartofler tages af Ilden, og Pigerne gør klar til hurtig Udrykning, Betjentene griber deres Hjelm og springer ud til Bilerne.

Hurtigt fordeles Mandskabet, som derefter faar Ordre til at gaa fra Dør tlI Der og anmode Folk om at forlade deres Hjem og spadsere udenfor Byen og blive der godt en Times Tid Indtil al Fare er drevet over.

Hvad med de dødssyge?

Rygtet om den forestaaende totale Evakuering iler forud for Betjentene. Overalt, hvor de kommer ind, hersker der febrilsk Opbrudsstemning. 300 Mennesker er borte i Forvejen, nu skal de sidste 300 ogsaa bort. Man tager Afsked, som skulde man aldrig finde Hus og Hjem mere. Et Sted staar en grædende Kone i Døren. Indenfor ligger hendes Mor for Døden. Et andet Sted, fortæller man, ligger en gammel lam Kvinde. Der holdes en hastig Konference. Skal man tilkalde Falck? Det vil forhale Evakueringen mindst en halv Time, og det vil maaske være mere farligt for Patienterne at flytte dem, end den Fare, de udsætter sig for ved at blive i Husene. Man enes om at lade dem blive, mod at de flyttes bort fra Vinduerne og kommer under betryggende Tilsyn.

Politibetjentene er i trænet deres Opgave. Overalt er de tilstede for at berolige og fortælle, at der Ikke er nogen Sandsynlighed for, at der vil ske noget slemt og at det kun er en Sikkerhedsforanstaltning, der træffes. . . . eller de spøger med Mændene, der tager det hele som en spændende og velkommen Oplevelse

Bageren deler sit, Brød ud

Paa et Gadehjørne bor Bageren. Han smiler 1 hele sin lyse Danskhed og deler med rund Haand hele Butikens Indhold af mærke frit Wienerbrød ud for det Tilfælde, at det »alligevel skulde blive begravet under Husets Ruinere. I et lille venligt Hus omgivet af Have og med Espalierkirsebær med rødmende Frugter op mod Muren, ‘træffer Politiet et gammelt Søskendepar paa omkring de 85 – Manden skælder ud, fordi Søsteren har givet ham de forkerte Træsko paa. I et rask Tag løftes de begge paa stærke politibetjent arme op i Kromandens kølebil, der holder udenfor belæsset med svedende Kropiger. Efterhaanden bliver er en Folkevandring ud af Byen, og en Kæde af Politi sørger for, at Ingen vender tilbage. Men pludselig, sprænges Kæden af en ung’ Kvinde, det spurter ind mellem dem paa sin Cykel.

– Jeg skal hjem og hente et Barn, der er glemt, raaber hun tilbage og spurter videre, medens Politiet Indskrænker sig til at smile.

Den gamle Historie med Loths Hustru, der vender sig om

Jo længere frem vi naar i Byen, desmere kniber det for Kvinderne at blive færdige. Der skal gøres Toilette. En Masse Ting pakkes sammen. Politiet skynder paa dem. Jo hurtigere de kan gøre sig færdige, des hurtigere kan de vende tilbage igen. Man er ved at tabe Taalmodigheden, da fire Kvinder absolut skal studere nogle udstillede Moddeler i Manufakturhandlerens Vindue. Man skænder ogsaa, naar Kvinderne som Loths Hustru ustandselig skal standse og vende sig om for at se tilbage mod den forladte By.

Snart er hele Byen paa Vandring bort fra deres Hjem. Der opsættes en stærk Vagt ved Byens eneste Indkørsel, og Resten af Betjentene kører tilbage til Kroen med Kromanden, der faar Lov til at følge med. Han, de Syge og Centralbestyreren er de eneste, der faar Lov til at blive i den mennesketomme By.

Stegte Aal midt i Stilheden

Stilheden ruger. Vil der snart lyde øredøvende Brag? Man lytter i den dybeste Tavshed. Der sker ingen Ting. Kromanden har faaet stillet sin “Pengekasse” paa Plads og tilbyder personligt at stege de bestilte Aal færdige. Vi er sultne og tager med Tak mod Tilbuddet. Ene i Byen sidder vi om det bugnende Fad af stegte Aal, og langsomt driver den sidste Rest af Fare over, uden at der sker noget.

Byen befolkes paany

Klokken er 21,30. Der gives Tilladelse til, at de evakuerede kan vende tilbage. Først dem fra Landevejen udenfor Byen og saa dem fra de nærliggende Skoler og til sidst dem fra Nabobyerne. Toget maa atter komme Ind til Stationen, og langsomt fyldes Kroen.

Kromanden, der hele Dagen hændervridende har vandret rundt og fortalt om den Underskudsforretning en saadan Dag er for ham, naar ingen af de Turister, der sidder og venter paa begge Sider af Byen, kan naa frem, faar atter sit glade Ansigt lagt i de vante Folder. Køkkenpigerne fylder atter Køkkenet, og Krokonen kommer tilbage med sin dyrebare Nøgle.

Vi sidder ved Kaffen, da Kromanden kommer ind til os med Køkkenets nedskærende Kritik malet i sine Ansigtstræk:

– A kom til aa gi’ jer alt for møj Oel, siger han beklagende.

Artiklen er venligst udlånt af Søren Skovgård Madsen

PR gruppen