Velkomst

Velkommen til en lang række af muligheder for dejlige ferie- og fritidsoplevelser i denne lille by tæt ved fjord, strand og en vidunderlig natur. Fjorden med færgen, badestrand og lystbådehavnen ligger lige for med gode P-muligheder overalt, og masser af friarealer med plads til familiehygge i det fri.

Dagligvarer kan købes i Hvalpsund  Dagli Brugs. Er man på udkig efter kulinariske oplevelser, er der flere fine muligheder: Hvalpsund Færgekro med værelser, Havnens Røgeri, og Hvalpsund Golf Restaurant med udsigt til Hvalpsund Golfbane.. Vil man selv klare det meste, og har noget med at sove i, er Hvalpsund Familie Camping med direkte adgang til stranden et fornemt valg. Der findes en plads for autocampere på lystbådehavnen. Skal det være mere primitivt er der gratis shelters i Skovbakkerne.

I sommerhalvåret summer lystbådehavnen af aktivitet af de mange lystsejlere, der vælger at lægge til kaj her. Har man lyst til selv at sejle, kan der lejes båd i lystbådehavnen. I fiskerihavnen kan man følge muslingefiskeriet og fiskeriet fra enkelte små fiskebåde. Vil man selv fiske, er dette muligt i de to fiskesøer ved Fiskegården og fra stranden.

På den idylliske fiskerihavn er der foruden Muslingeriet, en kæmpe stor legeplads til børn i alle aldre. Der er multibane med fodboldmål, og basketmål. Der er 2 grill til fri afbenyttelse, og er vejret dårligt, kan man benytte vores store madpakkehus.  Der er endvidere en gammel ophaler plads som er indrettet med borde og bænke, og en overdækning så man kan sidde i ly for eventuel regn. Der er en krabbebro hvor man kan fiske fra, eller bare sidde og nyde sin kaffe og medbragte mad.  Der er mulighed for at leje supboards, kajakker til 2 personer, elcykler og almindelige cykler til hele familien.

Færgen ”Mary” sejler hver halve time mellem Sundsøre og Hvalpsund. Her er der plads til både biler og cykler.

Inspiration til ture i området kan fås i Hvalpsund Turist Information ved fiskerihavnen, der er åbent alle dage i højsæsonen fra 10,00 – 16,00.

Der er gode bademuligheder på stranden med en U formet badebro og opsat vandtrampolin. der også er en beachvolleybane til fri afbenyttelse. For familier med små børn er det muligt  at bade på et mere lavvandet område ved stranden ved lystbådehavnen.

Hvalpsundområdet er en naturmæssig perle, beliggende i noget af det smukkeste danske natur på Louns Halvøen. Besøg for eksempel Skovbakkerne – følg vejen mod Herregården Hessel, der er Danmarks eneste bevarede stråtækte herregård, og som i dag fungerer som landbrugs- og interiørmuseum. Bygninger og inventar står stort set som det gjorde i midten af 1800-tallet, og herregården er et spændende kulturhistorisk besøg værd. Herfra kan turen gå videre mod Skovbakkerne, hvor der er mange fine markerede naturstier af varierende længde. Og uanset hvilken en man vælger, vil man få en storslået naturoplevelse med smuk udsigt over Limfjorden. Ved P-pladserne er der et lille gæstehus med toilet, og i gæstehuset kan man nyde den medbragte mad. Derudover er der i skovkanten shelters med tilhørende grillplads til fri afbenyttelse som overnatningssted.

Mange bliver så betaget af området, at de vælger at vende tilbage til Hvalpsund. Nogle tager sågar skridtet videre og køber en grund og bygger eget sommerhus, så de er sikret en plads i dette danske naturparadis.

Velkommen for en kortere eller længere periode i vores dejlige by og egn.

Med venlig hilsen

Hvalpsund Borgerforening