Hvalpsund: Min Barndoms jul på Mols af Ved pastor emeritus Herbert Wilson, Louns
Min barndoms jul på Mols
Ved pastor emeritus Herbert Wilson, Louns
Jeg vil her fortælle om tiden op mod jul, da jeg var en lille gut, der fristede tilværelsen på Mols. Vi skal tilbage til tiden til først i 50.erne. Jeg boede på en landsbyskole og på en utrolig smuk egn. Her begyndte juleforberedelserne tidligt.
Der skulle naturligvis som i de foregående år pyntes med dekorationer,
lys og gran. Det var min opgave at cykle ud til en skovfoged og hente
grangrene. Så kom der gang i travlheden. Adventskransen blev bundet. Juledekorationerne tog form. De mørke novemberaftener blev brugt kreativt,
mens ilden i kaminen buldrede. Friske grene blev malet hvide og med sytråd og
halmstrå blev der lavet en kunstfærdig uro. Senere kom der engle op i de hvidmalede grene. Sådan blev der skabt julestemning inden døre.
I skolestuen blev der solgt julebøger. Jeg fik altid bogen, Mod jul. Ellers var
det bl.a. bogen, Juletoner, der blev fordelt og læst i mange hjem.
Inden det blev den 1. december fik jeg altid en meget flot julekalender. Nogen
gange en flot bygning, der skulle limes sammen. Det var min moster, der sendte sådan en. Og hver morgen var det spændende at åbne lågen med det lille vindue, hvor der var en ny tegning.
Jeg forbinder altid tiden op mod jul med frost og sne. Og det betød skøjteløb.
Alle børn løb på skøjter på søen midt i byen. Vores nærmeste nabo drev en vognmandsforretning. Om vinteren var det et spændende sted at være,
så blev sneploven taget i brug. Jeg husker, hvordan Johannes lå under bilen og skruede. Så endelig var han køreklar. Og så gik det af sted gennem kaskader af sne.
En enkel vinter husker jeg som særlig drøj. Alt føg efter i en snestorm. Men dengang var der helt andre muligheder. Der var en del gårde, hvor man havde en kane. De kom nu i brug. Jeg husker endnu sådan en lydløs tur i bakkerne. Man duvede af sted og hørte alene hestens prusten.
I min drengetid kendte vi ikke til fjernsyn. Derimod hørte vi julekoncerterne i radioen. I er nok mange med mig, der husker hvordan de blev arrangeret af de forskellige dagblade.
Mange familier sad ud over landet tæt ved radioen, når det var søens folk det gjaldt. Julehilsenerne, der blev sendt til skibene til og fra rederi, venner og familie.
Vi hørte særlig efter her. For min storebror sejlede. Og så var det sjovt, når vi hørte en hilsen fra netop dette skib og blev orienteret om, hvor i verden de
var selve juleaften.
Juleaften skulle vi i kirke. Så funklede lysene på de to juletræer i kirken. Og vi sang med på julesalmerne. Vi hørte fra Lukas, og det skete i de dage, at alverden skulle skrives i mandtal.
Ordene fæstnede sig for de blev forbundet med den dejligste aften man kan tænke sig til. Efter gudstjenesten, syntes jeg ofte vi gik ud i snevejr og frost. Der blev sagt glædelig jul og tak i lige måde. Jeg var så spændt så spændt.
Nu måtte tiden gerne løbe lidt. For derhjemme i den pæne stue stod juletræet – og under juletræet lå der masser af gaver. Men først skulle vi jo spise. Og det var spændende med mandelgaven. Hvem fik marcipangrisen ? Den endte gerne med at blive delt til alle. Så endelig fik vi lys i juletræet. Vi sang julesalmerne og hørte altid juleevangeliet igen. Jeg syntes nu de voksne havde ualmindelig god tid.
Men alligevel var det dejligt at synge Glade jul og dejlige jul, mens lysene på træet stod og funklede. Endnu engang så man alt det kendte julepynt. Trommerne, englene, kræmmerhusene. Og så var der en duft af gran i stuerne.
I forhold til mine jævnaldrende kammerater havde jeg et stort privilegium. Jeg var plejebarn og fik mange gaver med posten, da jeg havde 6 søskende, der alle var ældre end mig. De spændende pakker blev så gemt ned og kom frem juleaften og lå der under træet. Jeg fik et utal af tekno legetøjsbiler. Det kunne være en lastbil med små mælkejunger. En lille kranvogn, en tankvogn. Et år fik jeg en superflot brandbil, som jeg siden har set magen på et museum. Den var flot med en stige på toppen og med små brandslanger og jeg kunne styre forhjulene med et rat, som jeg lige kunne få fat i med fingrene.
Så i juledagene blev der leget med de nye biler. Peters jul, Den lille pige med svovlstikkerne og mange andre julehistorier blev gentaget igen og igen. Og så skulle vi altså også ud på skøjter og med kælken. Vi havde en fin kælkebakke lige uden for landsbyen. Så her tumlede vi i susende fart og blev rullet i sneen og havde det rigtig sjovt.
Det var min fortælling, om hvordan det var engang. Og det er noget af det bedste, som jeg husker fra min barndom.
Det var min fortælling, om hvordan det var engang.