| Brochure kan fåes i Infohytten på fiskerihavnen. Eller på turistkontoret i Farsø |
Hvalpsund: Illeris- Lodhøj- og Rotholmen Plantage
Gammel forbindelsesvej mellem Hvalpsund, Alstrup og Gedsted. Fungerede også som kirkevej til Alstrup Kirke. Plantning med sitkagran og rødgran. Sitkagran er en nordamerikansk træart, der med stor succes er indført til Danmark. Den vokser ret hurtigt og anvendes typisk til produktion af tømmer. Sitkaen tåler både vind og saltluft. Den plantes derfor ofte i de kystnære plantager. Sitkagranen kendes fra rødgranen på nålenes blålige farve. Rødgranens nåle er helt grønne. Sitkaen er desuden mere stikkende end rødgran. Det er ikke uden grund, at den også kaldes tidselgran. Rødgranen er en europæisk gran og er ligeledes indført til landet. Den er det mest almindelige træ i Danmark, og det nåletræ, der producerer det bedste tømmer. Her findes en blanding af mange forskellige træarter, f.eks. skovfyr, alm. ædelgran, lærk, eg, rødgran og sitkagran. Nogle af træerne er selvsået, men de fleste er plantet efter en brand i 1976, hvor 15 tdr. land skov brændte. Branden var påsat. Til at bekæmpe branden blev også mejeribiler fra Farsø tilkaldt. Vandet til slukningsarbejdet hentede de i marinaen i Hvalpsund. Samme del af plantagen brændte også under krigen. Mod øst ved vejen står nogle ældre skovfyr, som er en rest af den ældste plantage. Efter en vis alder kendes skovfyrren let fra andre fyrretræsarter på den rødlige bark. Kommunal skovlegeplads under opførelse. Fra engdraget kendes et offerfund fra bondestenalderen bestående af flere store ravperler. På begge sider af stien vokser der alm. ædelgran. Den er indført fra Mellemeuropa. Ædelgranen plantes typisk i de danske hede- og kystplantager og klarer sig godt på de magre jorder, samtidig med at den tåler at stå udsat for vinden. Alm. ædelgran kendes let fra plantagens øvrige graner. Nålene har et friskgrønt, blankt skinnende udseende, som var de lakerede. Nålene er desuden bløde og og vandret udstående. Ædelgranens kogler er altid opretstående. Hjortevildtet ynder gerne knopperne af ædelgran. Derfor er de unge træer ofte beskadiget som følge af bid. Langs stien ses et bredt tæppe af hedelyng og revling, som er en rest af den hedevegetation, der dækkede området i begyndelsen af århundredet. Gammel losseplads, hvor der tidligere blev indvundet råstoffer. I dag er området genskabt som naturareal. En lokal udgravning fra omkring 1935 bragte en stensat gravkiste for dagen i bronzealderhøjen. Her blev fundet dele af skelet og gravgave r, bI. a. en guldring, som nu befinder sig på Nationalmuseet. Stien i kanten af plantagen er anlagt på den nedlagte privatbane fra Nibe til Hvalpsund. Langs stien vokser egetræer, som har været hjemmehørende i Danmark i årtusinder. Egen er et lystræ, hvilket betyder, at træet lader en del sollys slippe ned i skovbunden. Under en egeskov kan der derfor vokse et væld af andre planter. Mellem egetræerne står der af og til birketræer, som tilsyneladende er hjemsted for en hel koloni af fuglereder. Men det er det ikke. Det er en svampesygdom, der angriber birken og forårsager de fugleredelignende heksekoste. Langs ruten finder man af og til myretuer, hvori der i vinterhalvåret er gravet mystiske huller og tunneller. Det er spætterne, ofte grønspætten, der prøver at nå ned til myrerne. Med sin lange tunge indfanger spætten myrerne. På turen i plantagen kan man næsten ikke undgå at se eller høre sortmejsen, der aktivt vimser rundt i granerne. Her findes også fuglekongen, der med sin vægt på mellem 5-6 gram er Europas mindste fugl. En anden almindelig fugl er skovskaden. Nogle kalder også den kønne fugl for “skovtelegrafen”. Forstyrres den af mennesker, eller opdager den en ræv eller rovfugl advares hele skoven straks af den hæse, højlydte stemme. Skovskaden bruger også stemmen på andre måder. Den kan finde på at efterligne andre fugle bl.a. musvågen. I udkanten af plantagen er der gode chancer for at se den charmerende topmejse. Den er ret nysgerrig af natur, derfor har man ofte mulighed for at betragte den på tæt hold. Topmejsen kan selv hakke sit redehul, ligesom spætten. Det kræver dog et gammelt, mørnet træ. Geologi og landskab Slugten syd for Rotholmen Plantage har i stenalderen udgjort en mindre, lavvandet fjordarm i datidens meget mere vidt forgrenede Limfjordsområde. Dengang var vandstanden i fjorden 4,5-5 meter højere end i dag, da vandet stod højest. Kysten havde et helt anderledes forløb med talrige vige og bugter, hvilket f. eks. ses af 5 meter højdekurvens forløb på kortet. Strandvolde lukkede med tiden bugter, vige og småfjorde. De laguner, der herved opstod, groede senere til og udgør i dag de mange små moser i området. Vesthimmerland er præget af den meget sandede jordbund. Ved århundredeskiftet bestod landskabet af store hedebakker og enkelte indlandsklitområder. I dag er de fleste hedeområder forsvundet, da de enten er blevet opdyrket, eller også er blevet tilplantet. Den meget sandede og kalkfattige jord blev nemt udpint og sur. Derfor opstod et stort behov for jordforbedring i form af kalkholdigt ler, også kaldet mergel. Flere steder i Vesthimmerland er der spor efter udvinding og transport af mergel. Tæt ved kysten lige nord for Rotholmen Plantage lå ved århundredeskiftet en større mergelgrav, hvor der blev gravet i meget kalkholdigt moræne- og smeltevandsier, aflejret i istiden. På vandring langs stranden ses mergelgraven i dag som små søer. I området ses stadig spor i landskabet efter en gammel mergelbane, som blev brugt til at transportere mergelen til markerne. Ofte var det “bisser” og “rakkere”, der fandt beskæftigelse ved udvinding af mergelen. Der findes stadig rester efter disse folks boliger ved mergelgraven. Folkelivet gav i en periode grundlag for både traktørsted og marked. Kulturhistorie I og omkring plantagerne ligger 16 oldtidsgravhøje. Ingen af højene er udgravet af arkæologer, men i mange af dem ses spor efter skattejægere, der engang har ledt efter den store skat, som det så ofte er beskrevet i folkeeventyrene. Det ældste anlæg i området er en lanqhøj, formodentlig fra tidlig bondestenalder omkring 3.500 f. Kr. De øvrige høje er fra bronzealderen i perioden 1.500 til 1.000 f. Kr. Bronzealderhøjene er bygget af græstørv, eventuelt omgivet af en randkæde eller et gærde af kampesten. Flere er meget store – mere end 30 meter i diameter. Lodhøj er en sådan storhøj, rejst over betydende medlemmer af en stormandsslægt eller et lokalt herskerdynasti. Omkring og mellem højene gemmer sig mange bopladser og andre arkæologiske spor. Randen omkring et vådområde eller en græsningseng har hyppigt været beboet at oldtidens bønder. I det forholdsvis åbne agerland for 3.000 år siden lå højene ofte i rækker, hvor de markerede vejspor og agerskel. Dette kan ses mange andre steder i Europa, f. eks. langs Via Appia i Toscana, hvor etruskerne omkring år .700 – 500 f. Kr. lagde deres gravhøje. Langs højderyggene var højene en slags kulturlandskabelige statussymboler, der viste, at i denne bygd boede velstående folk. Bygning af en gravhøj var en betydelig præstation, der tillige lagde store områder øde i årevis efter afskrælning af græstørv til højen. Mange gravhøje er udvidet og genanvendt til senere begravelser. De døde blev oprindeligt gravlagt på højbunden nær midten i store egetræskister. Fra slutningen af bronzealderen gik man over ti/ligbrænding. Urnerne blev ofte nedsat i kanten af højen. Plantning med sitkagran og rødgran. Sitkagran er en nordamerikansk træart, der med stor succes er indført til Danmark. Den vokser ret hurtigt og anvendes typisk til produktion af tømmer. Sitkaen tåler både vind og saltluft. Den plantes derfor ofte i de kystnære plantager. Sitkagranen kendes fra rødgranen på nålenes blålige farve. Rødgranens nåle er helt grønne. Sitkaen er desuden mere stikkende end rødgran. Det er ikke uden grund, at den også kaldes tidselgran. Rødgranen er en europæisk gran og er ligeledes indført til landet. Den er det mest almindelige træ i Danmark, og det nåletræ, der producerer det bedste tømmer. Her findes en blanding af mange forskellige træarter, f.eks. skovfyr, alm. ædelgran, lærk, eg, rødgran og sitkagran. Nogle af træerne er selvsået, men de fleste er plantet efter en brand i 1976, hvor 15 tdr. land skov brændte. Branden var påsat. Til at bekæmpe branden blev også mejeribiler fra Farsø tilkaldt. Vandet til slukningsarbejdet hentede de i marinaen i Hvalpsund. Samme del af plantagen brændte også under krigen. Mod øst ved vejen står nogle ældre skovfyr, som er en rest af den ældste plantage. Efter en vis alder kendes skovfyrren let fra andre fyrretræsarter på den rødlige bark. Kommunal skovlegeplads under opførelse. Fra engdraget kendes et offerfund fra bondestenalderen bestående af flere store ravperler. På begge sider af stien vokser der alm. ædelgran. Den er indført fra Mellemeuropa. Ædelgranen plantes typisk i de danske hede- og kystplantager og klarer sig godt på de magre jorder, samtidig med at den tåler at stå udsat for vinden. Alm. ædelgran kendes let fra plantagens øvrige graner. Nålene har et friskgrønt, blankt skinnende udseende, som var de lakerede. Nålene er desuden bløde og og vandret udstående. Ædelgranens kogler er altid opretstående. Hjortevildtet ynder gerne knopperne af ædelgran. Derfor er de unge træer ofte beskadiget som følge af bid. Langs stien ses et bredt tæppe af hedelyng og revling, som er en rest af den hedevegetation, der dækkede området i begyndelsen af århundredet. Gammel losseplads, hvor der tidligere blev indvundet råstoffer. I dag er området genskabt som naturareal. En lokal udgravning fra omkring 1935 bragte en stensat gravkiste for dagen i bronzealderhøjen. Her blev fundet dele af skelet og gravgave r, bI. a. en guldring, som nu befinder sig på Nationalmuseet. Stien i kanten af plantagen er anlagt på den nedlagte privatbane fra Nibe til Hvalpsund. Langs stien vokser egetræer, som har været hjemmehørende i Danmark i årtusinder. Egen er et lystræ, hvilket betyder, at træet lader en del sollys slippe ned i skovbunden. Under en egeskov kan der derfor vokse et væld af andre planter. Mellem egetræerne står der af og til birketræer, som tilsyneladende er hjemsted for en hel koloni af fuglereder. Men det er det ikke. Det er en svampesygdom, der angriber birken og forårsager de fugleredelignende heksekoste. Langs ruten finder man af og til myretuer, hvori der i vinterhalvåret er gravet mystiske huller og tunneller. Det er spætterne, ofte grønspætten, der prøver at nå ned til myrerne. Med sin lange tunge indfanger spætten myrerne. På turen i plantagen kan man næsten ikke undgå at se eller høre sortmejsen, der aktivt vimser rundt i granerne. Her findes også fuglekongen, der med sin vægt på mellem 5-6 gram er Europas mindste fugl. En anden almindelig fugl er skovskaden. Nogle kalder også den kønne fugl for “skovtelegrafen”. Forstyrres den af mennesker, eller opdager den en ræv eller rovfugl advares hele skoven straks af den hæse, højlydte stemme. Skovskaden bruger også stemmen på andre måder. Den kan finde på at efterligne andre fugle bl.a. musvågen. I udkanten af plantagen er der gode chancer for at se den charmerende topmejse. Den er ret nysgerrig af natur, derfor har man ofte mulighed for at betragte den på tæt hold. Topmejsen kan selv hakke sit redehul, ligesom spætten. Det kræver dog et gammelt, mørnet træ. Geologi og landskab Slugten syd for Rotholmen Plantage har i stenalderen udgjort en mindre, lavvandet fjordarm i datidens meget mere vidt forgrenede Limfjordsområde. Dengang var vandstanden i fjorden 4,5-5 meter højere end i dag, da vandet stod højest. Kysten havde et helt anderledes forløb med talrige vige og bugter, hvilket f. eks. ses af 5 meter højdekurvens forløb på kortet. Strandvolde lukkede med tiden bugter, vige og småfjorde. De laguner, der herved opstod, groede senere til og udgør i dag de mange små moser i området. Vesthimmerland er præget af den meget sandede jordbund. Ved århundredeskiftet bestod landskabet af store hedebakker og enkelte indlandsklitområder. I dag er de fleste hedeområder forsvundet, da de enten er blevet opdyrket, eller også er blevet tilplantet. Den meget sandede og kalkfattige jord blev nemt udpint og sur. Derfor opstod et stort behov for jordforbedring i form af kalkholdigt ler, også kaldet mergel. Flere steder i Vesthimmerland er der spor efter udvinding og transport af mergel. Tæt ved kysten lige nord for Rotholmen Plantage lå ved århundredeskiftet en større mergelgrav, hvor der blev gravet i meget kalkholdigt moræne- og smeltevandsier, aflejret i istiden. På vandring langs stranden ses mergelgraven i dag som små søer. I området ses stadig spor i landskabet efter en gammel mergelbane, som blev brugt til at transportere mergelen til markerne. Ofte var det “bisser” og “rakkere”, der fandt beskæftigelse ved udvinding af mergelen. Der findes stadig rester efter disse folks boliger ved mergelgraven. Folkelivet gav i en periode grundlag for både traktørsted og marked. Kulturhistorie I og omkring plantagerne ligger 16 oldtidsgravhøje. Ingen af højene er udgravet af arkæologer, men i mange af dem ses spor efter skattejægere, der engang har ledt efter den store skat, som det så ofte er beskrevet i folkeeventyrene. Det ældste anlæg i området er en lanqhøj, formodentlig fra tidlig bondestenalder omkring 3.500 f. Kr. De øvrige høje er fra bronzealderen i perioden 1.500 til 1.000 f. Kr. Bronzealderhøjene er bygget af græstørv, eventuelt omgivet af en randkæde eller et gærde af kampesten. Flere er meget store – mere end 30 meter i diameter. Lodhøj er en sådan storhøj, rejst over betydende medlemmer af en stormandsslægt eller et lokalt herskerdynasti. Omkring og mellem højene gemmer sig mange bopladser og andre arkæologiske spor. Randen omkring et vådområde eller en græsningseng har hyppigt været beboet at oldtidens bønder. I det forholdsvis åbne agerland for 3.000 år siden lå højene ofte i rækker, hvor de markerede vejspor og agerskel. Dette kan ses mange andre steder i Europa, f. eks. langs Via Appia i Toscana, hvor etruskerne omkring år .700 – 500 f. Kr. lagde deres gravhøje. Langs højderyggene var højene en slags kulturlandskabelige statussymboler, der viste, at i denne bygd boede velstående folk. Bygning af en gravhøj var en betydelig præstation, der tillige lagde store områder øde i årevis efter afskrælning af græstørv til højen. Mange gravhøje er udvidet og genanvendt til senere begravelser. De døde blev oprindeligt gravlagt på højbunden nær midten i store egetræskister. Fra slutningen af bronzealderen gik man over ti/ligbrænding. Urnerne blev ofte nedsat i kanten af højen. |